Udbrud v.301c

Udbrud v.301c

Hvad er meningen?

Idéen er at fortælle om mine interesser, dels digte og lidt omkring min foto interesse. Denne blog er til for at dele mine tidlige digte fra Digte.dk med jer. Det er stadig meget sparsomt med tekster (digte) da jeg skrev omkring 6000 digte/tekster på digte.dk i sin tid men foreløbig er det min første profil der ligger her og enkelte fra min profil nr. 2. Billedet ovenover er taget af mig, sommeren 2012 og er almindelig kællingetand.

45

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 05, 2014 11:18:00

Jeg hoster hele vejen gennem
Østre Anlæg
smøgen hænger i mundvigen
jeg ved jeg hoster, kan ikke trække vejret
gennem en cigaret længere

der ligger en is i rygsækken

”Ham den lange” er træt af digte der kun handler
om bajere på dåse, fuldemandsdigtning og cement
skyer med alt for meget væskeindhold

det som at have et barn i posen,
når man sådan strider sig frem mellem
pæoner og magnolier, og nyser når man støder
hovedet mod grenen fra en syren der hænger for langt
ud over den sti man betræder/-græder

”Ham den lange” fortjener sg’u vanilje

og den begynder at dryppe i rygsækken, det er
alt for varmt i dag
fanden tage nogle af de beslutninger man foretager
med impuls som undskyldning

da jeg endelig får firet mig til femte med vrøvlevatoren
kan jeg høre en blues, kælet på sorthvide tangenter
jeg forstyrrer med en klokke på døren,
ødelægger den nostalgiske stemning bag trædøren

Han hoster bag døren, jeg kan høre ham dreje låsen
dér står jeg med en dryppende vanilje is i hånden
han griner ”Ham den lange” han ved jeg mener det kærligt
i køleskabet står to kolde og på bordet et ufærdigt digt
jeg læser det og river ham ud af virkeligheden

der’ humle overalt i verden





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post542