Udbrud v.301c

Udbrud v.301c

Hvad er meningen?

Idéen er at fortælle om mine interesser, dels digte og lidt omkring min foto interesse. Denne blog er til for at dele mine tidlige digte fra Digte.dk med jer. Det er stadig meget sparsomt med tekster (digte) da jeg skrev omkring 6000 digte/tekster på digte.dk i sin tid men foreløbig er det min første profil der ligger her og enkelte fra min profil nr. 2. Billedet ovenover er taget af mig, sommeren 2012 og er almindelig kællingetand.

Jazz for fanden

Nye digtePosted by Steffen Weiss Tue, April 22, 2014 08:04:57
Det er sjovt du siger du er beat
og lyden af din pen
blot er den krattende lyd
der kommer ud af højttaleren
når du sætter en plade på
grammofonen og lader
pickuppen ridse '78'eren
du klunsede i baggårdens
skralderum, sammen med
pladeafspilleren
du er beat og med på sidste
nye trend, du sidder og læser
Bukowski og Turéll
mens du indtager smøger
og ravgul whisky ad libitum
du ved du kan danse ned ad gaden
til rytmerne af dine egne ord
dem der blev til virkelighed
mens du sad og hamrede i
tastaturet på den skrivemaskine
du fandt, ved et tilfælde, hos
marskandiseren nede på hjørnet
og farvebåndet er næsten
udtørret, din næste bekymring
er at finde en forretning
der sælger ud af kontor surplus
så din Olivetti kan få
kunstig åndedræt og atter
kan producere de ord der
næsten smadrer
indersiden af dit kranie
alt mens du atter lytter til
obskure musikere verden
har henkastet i glemmekrogen
påstemplet prædikatet
ikke for sarte ører
men Gud hvor det rager dig
for du er så helvedes beat
og verden kan bare vente sig
for i morgen slippes dine ord
løs i det lukkede selskab
hvor sprut og smøger
er en uundværlig del
af fællesskabet
så når festen slutter
kan du slingre ned ad gaden
for fjerde aften i træk
plastret til med ord og alkohol
og en puls der topper byens
uendelige støjniveau
du er mæt og usikker på benene
og din seng og askebæger
savner dit selskab
for du er så helvedes beat
at selv dit sengetøj spiller
jazz når du lægger dig i det
så når du endelig lukker dine øjne
spiller engelene trompeter
og kontrabas i dine ører
så du konkluderer at dette
bliver den fedeste jazzsøvn
ever...

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post491