Udbrud v.301c

Udbrud v.301c

Hvad er meningen?

Idéen er at fortælle om mine interesser, dels digte og lidt omkring min foto interesse. Denne blog er til for at dele mine tidlige digte fra Digte.dk med jer. Det er stadig meget sparsomt med tekster (digte) da jeg skrev omkring 6000 digte/tekster på digte.dk i sin tid men foreløbig er det min første profil der ligger her og enkelte fra min profil nr. 2. Billedet ovenover er taget af mig, sommeren 2012 og er almindelig kællingetand.

50

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 10, 2014 14:56:08

Det er blevet denne frysende vinter
med knirkende sne under skosåler

rundt om er der barnelatter, -skrig og forældre
der jubler med, og kælkestøj når meder slider
på den stejle skråning

jeg har pakket mine ”Gyldne Kvinder” bort
bare for en dag at have ungerne i min nærhed
mine smøger ligger dybt i lommen
eneste røg der forlader min mund
er min varme ånde

de rækker ud efter min hånd for at få varmet
de blåfrosne fingre
våde handsker ligger i lommerne
de har englesmil på læberne – ungerne

vi forlader parken og den glatte bakke, med kælk
brede smil og forventninger om varmt og lækkert
jeg siger det er varm kokaotid og boller
med dryppende smør

hun har blå læber, den lille, men et smil på der er bredt
som Øresund, han lyser fryd med sine øjne, og har
kindrødt som malet på, huen er trukket godt ned
om ører og nakke, hendes øreklapper er effektive

smilene breder sig da vi kommer hjem, kokaoen brygger
i køkkenet og bollerne lunes
ungerne pakker sig i dynerne, læber får farve, fingre kan bukkes
og forventningerne indfries med dampende chokolade
rygende boller og følelsen af ultimativ frihed
og far klapper sammen, dundrende succes





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post547

49

50Posted by Steffen Weiss Fri, November 07, 2014 08:43:54

Og fnug daler fra himlen

mine fødder sjapper hen ad fortorvet
brillerne dugger, sne lægger sig kælent
på min kasketskygge

billygter holder stævnemøder med asfalten
mens dækkenes swuiss-lyde rammer mine ører
jeg har kolde hænder i mine lommer

ved holdepladsen et læskur og tør bænk
notesbogen i rystende hænder
en rygsæk afkølet pilsner ved siden af
tanker der vælter ned på blankt papir
om kap med nedfalds fnug

jeg sonderer over den kunstfærdigt udførte regn
tænker over konstruktionerne i de enkelte snefnug

lægger munden til øllen og hælder lidt af dråberne
ind i munden og lader dem løber stille gennem halsen
en bus lægger til den er ikke min
jeg skriver et længere digt end egentlig tiltænkt

det er forvinter og tøsne hvor jeg kigger hen
jeg er trøstesløs



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post546

48

50Posted by Steffen Weiss Thu, November 06, 2014 11:59:39

Det er alle disse ensomme dage, utallige er de

det er som floder af øl er løbet gennem min hals
jeg har hørt fuglesang så ofte at jeg har erhvervet høreskade
igen og igen skvulper der bølger i mit indre
som står jeg på en permanent strand og kan ikke slippe væk
lægger jeg øret mod min dåseøl kan jeg høre bølger
slå mod det bløde tin

mine lunger er begyndt at udvise tegn på KOL
alligevel hiver jeg stædigt en cigaret frem af pakken
lader lighteren lege med tobakken, og vi to sender
røgskyer op i luften med ønske om godt vejr

det er uholdbart bare at skrive digte om regn, strand,
skov og bristede illusioner om evigt solskin
alligevel har jeg altid en bog i tasken, en pen og mindst
et par øl når jeg føler at livet kommer for tæt på

jeg kan altid finde en stub, en bænk, et værtshus, en plads i solen
eller bare en græsplæne med nogle fugtige strå at sidde på
bare sidde der og kaste tankerne ud/ned i ingenting
mens jeg skåler med fiktive personer

det er længe siden jeg sidst havde dig i tankerne
og dengang havde jeg også en øl i hånden
det er som der tegner sig et billede af vores,
dengang kærlighed



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post545

47

50Posted by Steffen Weiss Thu, November 06, 2014 07:54:19

Som metroen støjer under byen

jeg sidder på bænken
håndterer mit selvværd
i dåseform

Nørrebrogade ligner sig selv
der er ikke længere uendelige køer
af biler, men stanken fra udstødningerne
er allestedsnærværende

jeg trækker en smøg ud af pakken
tænker lidt at den er et plaster
på et blødende sår
mine lunger afviser den bare ved tanken

det er hele det cyklende København
samlet på et sted på samme tid
jeg forsøger at krydse gaden
men bliver kimet ad klokker
og flygter som Quasimodo
ind på "assistensen"

jeg finder en hellig spot med sol
synker lidt mere i øllen
dufter græsset og resterne af øl
efterladt i mit skæg

et digt bliver til i mit hoved
min notesbog er alt for langt væk
jeg sniger mig resten af vejen langs
den gule murs sikkerhed

ved lyssignalet har jeg sikkerhedssko på
min redning er på den anden side
i form af et stoppested venter bare
på grøn-mand-gå lyset
så jeg kan komme i sikkerhed i bugen
på den gule hval

jeg tænker farvel Nørrebronx
ved det desværre nok mere er et
på gensyn og gyser stille ved tanken



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post544

46

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 05, 2014 11:20:54

Jeg er gået på jagt i storbyen

jager det ultimative lydinferno
finder det hurtigt på Vesterport
da "Øresundtåget" med skrigende
bremseskiver og dadung buldrende hjul
kører mod perronerne på Hovedbanen

min tinnitus aktiveres og jeg kan ikke
tænde den beroligende smøg
under mig ryster perronen
finder min "Gyldne Dame" i rygsækkens dyb
drikker en beroligende tår i et langt drag

et nyt tog brager forbi i modsat retning
og slider mere metal af skinner
flosser mine nerver yderligere
hælder dåsen i en halvfems graders vinkel
mine læber fugtes og drøbelen druknes
forsøger at bevare en ro

min redning ankommer i form af en rød orm
med hvinende dørfløjter
i højttalerne på perronen ding-dong'er
en stemme noget om togbusser
og et væsentligt forsinket byggeri ved en omfartsvej
mine spildte tyve minutter begynder at give mening
øllen er tom og dåsen henkastes i affaldsspanden
lige ved døren

der går en "Hus forbi" med et næsten tomt bæger
jeg fylder lidt i og der kvitteres med et tandløst smil
hiver den anden dåse frem fra mørket
lader dråberne pleje min mundhule
læner mig tilbage og nyder det stille tomrum
mellem stationer og en inciterende stemme
der taler om Emdrup og Vangede
i mit indre hører jeg Dan Turéll
da vi ruller bort fra stationen




  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post543

45

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 05, 2014 11:18:00

Jeg hoster hele vejen gennem
Østre Anlæg
smøgen hænger i mundvigen
jeg ved jeg hoster, kan ikke trække vejret
gennem en cigaret længere

der ligger en is i rygsækken

”Ham den lange” er træt af digte der kun handler
om bajere på dåse, fuldemandsdigtning og cement
skyer med alt for meget væskeindhold

det som at have et barn i posen,
når man sådan strider sig frem mellem
pæoner og magnolier, og nyser når man støder
hovedet mod grenen fra en syren der hænger for langt
ud over den sti man betræder/-græder

”Ham den lange” fortjener sg’u vanilje

og den begynder at dryppe i rygsækken, det er
alt for varmt i dag
fanden tage nogle af de beslutninger man foretager
med impuls som undskyldning

da jeg endelig får firet mig til femte med vrøvlevatoren
kan jeg høre en blues, kælet på sorthvide tangenter
jeg forstyrrer med en klokke på døren,
ødelægger den nostalgiske stemning bag trædøren

Han hoster bag døren, jeg kan høre ham dreje låsen
dér står jeg med en dryppende vanilje is i hånden
han griner ”Ham den lange” han ved jeg mener det kærligt
i køleskabet står to kolde og på bordet et ufærdigt digt
jeg læser det og river ham ud af virkeligheden

der’ humle overalt i verden





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post542

44

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 05, 2014 11:16:45

Derude i horisonten hvor hullerne i skyerne
lader solen hælde sine stråler gennem
ser jeg en kitesurfer nærmest
kollidere med en plimsoller

jeg læner nakken tilbage og hælder øl i munden

over mig flyver en måge på mine opvinde
jeg sender røgskyer ud mod bølgerne
i notesbogen er jeg begyndt at skrive med rødt
og kun store bogstaver

hælder mere øl på, elsker lyden når dåsen åbnes

trækker en ny smøg ud af pakken
jeg skal vist til at benytte mig af tændstikker
vender mig blæstvendt og får ild på

der er tre svaner, og tre kroner på den anden side

jeg kan stadig se skorstenene derovre
de er ikke så farlige mere, de er holdt op med at hoste

en bølge slår ind tættere på

saltvand og cigaretter er en dårlig kombination
den hænger slapt mellem min pege- og langfinger
der er en sjat tilbage i dåsen
jeg bøvser den dårlige stemning væk



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post541

43

50Posted by Steffen Weiss Wed, September 10, 2014 11:11:10

Det er som istiden puster dig i nakken
alle de forræderiske sten truer med
at knække din fod for hvert skridt du tager

Stranden er skræmmende smuk i skumringen
i vandkanten ligger en kampesten og leger stol
det er som den har ventet mig

Mine sko og sokker ryger ned mellem sten og tørret tang
mens andet ligger i vandkanten og blærer sig
jeg stikker fødderne i vandet og håber på
de kan transformere havet til et syrebad

En søstjerne krammer en sten et stykke derfra
som har de indgået en ægtepagt
en krabbe kommer faretruende nær min storetå
truer med løftet klo at klippe den, mens en musling
lidt længere ude, klapper i

Fra min inderlomme hiver jeg min analoge hukommelse
og nedfælder indtryk og observationer i tilfældige rækkefølger
dykker ned i lykkeposen og trækker pilsner nummer to
mit lykketal, smøgen i mundvigen laver røgsignaler til himlen
jeg hoster lidt mere liv ud af kroppen

Strandskader løber støjende i vandkanten og det pittoreske billede
brænder sig fast i mine øjnes dyb, jeg suger begærligt i filteret
er ved at kløjes i røgen, en kæmpemåge lander et stykke fra mig
den har vinger så lange som mig, den ser ondt på mig

Jeg trækker fødderne op af vandet tager sokker og sko på
det er våde tæer i tørre sko, jeg lukker min jakke pakker en ny
pakke smøger op, trækker det korteste strå i den
lister let slingrende hjemad, lader strand være strand
for i morgen kommer du forbi med dine livsledsagere



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post540

42

50Posted by Steffen Weiss Tue, September 09, 2014 20:25:34

Det er sådan de føler sig,
gadelamperne, ensomme
med en pilsner i hånden, en smøg i flaben
mens regnen græder gaderne til

Bilerne laver denne sjip, sjap, sjaskende monotoni
med gummidæk der hamrer i asfalten
og tankerne til nye digte spinder i hovedet
mens notesblokken hviler i rygsækken

På hjørnet venter en paraply på en taxa
selvom den er sort, er den smuk
den klapper sammen når døren åbnes
rejsen går til Nyhavn, når jeg at høre

Gaden har åbne vinduer og facaderne
myldrer med farver
en glasrude har fået en livsvarig flænge
truer med at ville splintres mod fortovet

Der er trappesten længere fremme
et yndet sted at åbne den næste øl
tænde en smøg og fylde lungerne
med smog og nikotin

Gaden er ideel til selfies i butiksruder
en marskandiser har spejle i udstillingen
en natpotte knejser ved siden af en servante
der er smukke rober på bøjlerne

Jeg hælder resterne i halsen, der er ikke langt
til næste station og nattoget hjem
og denne nat er skrevet med ensomhedens blæk
de tusinde flaskers mod, en pakke smøger
noget regn, nogle sidegader og lygter der blænder
trætte poetøjne



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post539

41

50Posted by Steffen Weiss Tue, September 09, 2014 20:24:57

Jeg er digter, indbilder jeg mig,
fører mit overdrevne alkohol behov
tilbage til første postulat

jeg har nitten smøger i pakken, et diktat
fra EU

tager en ud af pakken og forsyner mig,
grådigt, med nikotin, mens stensætninger
stille glider forbi mine øjenkroge

molen er stille i dag, ikke en vind slår mod mig

sætter mig på kanten, hælder benene ud
svinger dem, barnligt over vandspejlet

i dag er jeg retro, jeg har flaskeøl i tasken
knapper den første op, King siger den da jeg åbner
den smager ikke som navnet
men den skal også bare, ”slukke tørsten”

en krudtugle tuder i bunden af tasken
den er ensom, jeg har empati

min cigaret er ved at lade livet mellem mine fingre,
finder en ny, opliver den med den gamle
en måge styrtdykker, en bølge flygter
længere ude larmer en vandscooter

min bog tager form i min hånd, i hovedet
myldrer quartrozillioner ord

solen er nænsom, aer min kind – blidt

fra taskens dyb kan jeg høre brølet
da jeg flår bjørnebryggen frem
den spytter mig i ansigtet da jeg åbner den

tager livet af den, jeg må hjem



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post538

40

50Posted by Steffen Weiss Tue, September 09, 2014 20:22:46

Jeg har pakket to ”halve” højt belagte
med procenter
beruses ikke under frokosten
naturen gør mig høj

læser højt for mig selv under egen

kuldsejler i mine egne ord
tøver med pennen, spidst mod papiret

jeg har trukket nitten i digtning
de samme ord hænger fast i blokken
vinden er den sammen som i går
blid, varm og lunefuld, som en kvinde

fyrer op under en digtersmøg
lader den hænge løst mellem læberne
kun sådan kan jeg aktivere min hoste

det er en luksus at kunne sidde hér
og nærmest omfavne naturen i kærlighed
mens egern og fugle støjer i skovbunden
næsten føle sig elsket

skyerne hænger lavt

lidt regn har aldrig skadet
jeg har næsten honningmund af fryd

det er længe siden jeg sidst holdt om en
jeg savner hende ikke det mindste
en gren peger anklagende ned på mig
jeg har et smil på læben

mod stationen



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post537

39

50Posted by Steffen Weiss Tue, September 09, 2014 20:18:47

Der er otte smøger tilbage i pakken
menthol, de smager af mere
jeg lyder som en tuberkuløs søløve
når jeg indhalerer, dybt

jeg har ladet min rygsæk med 3
gyldne damer, i dag er jeg ekstravagant

i dag er en picnic for drivere
der er åben himmel over mig
græsset er stadig fugtigt
da jeg sætter mig i det
åen løber lidt hurtigere i dag

træstubben er mere rådden end sidst

her lugter af fugtig muld og ferskvand
insekterne summer, broen ligger
lidt herfra, jeg kan se den mellem sivene

jeg har lige tømt den første dåse
regnen begynder at falde, stille

det er længe side jeg sidst har nydt dette syn
åen er som genfødt
jeg er på en måde barn igen, med den ulovlige
smøg i flaben, og øl i dåsen

den tætte bevoksning har 20 år bag sig

mit tøj begynder at suge af regnen, mens jeg
suger i øllen, og kaster tankerne i vandet
som jeg gjorde æoner siden

en fisk napper en myg i overfladen
jeg har fået en flue i halsen, jeg kløjes, næsten
hoster det sidste slim op,
tænder den sidste smøg i pakken





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post536

38

50Posted by Steffen Weiss Tue, September 02, 2014 13:34:49

Torvet summer af fordrukne fugles stemmer
min dåse spiller dødsmetal i bunden

min cigaret spinder røg mod himlen
min notesbog i hovedet fyldes med ord
mens en kælling og stodder skændes
om udfaldet af det fælles trafikuheld

viklede i cykelstel og kæder skriger hun
et hjerte af ukvemheder

han har ølrester på t-shirten

bænkene er ensomme på denne side
og torvet virker forladt, her hvor jeg sidder

en kasse øl bliver hældt i rundkredsen
og agerer lejrbål og fuldkost
den lykkelige giver finder plads
på tråden mellem de syngende fugle

mine sko begynder at savne fortov
og bevægelse, solen skinner
en ny dåse finder min hånd
mine ben finder en rytme
og spiller, hjem



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post535

37

50Posted by Steffen Weiss Wed, August 06, 2014 10:39:11
Oplevelserne er sparsomme
varmen er trykkende
vejrtrækningen besværlig

fra en badebro lyder muntre barneråb

i sandet ligger et medie
og spiller sommerkystens perler

en ulovlig vandhund kaster sig i bølgen

jeg holder kæresten, i form af en dåse,
i hånden mens jeg nedfælder tanker
på de krøllede, blanke, papirer

har netop tændt mig en ny smøg,
i et forsøg på at forkorte eksistensen

små dønninger lægger sig kælne
op af sandet langs med kysten

en måge forsøger sig som indbrudstyv

et barn har en spand med vandmænd
mens det kalder på far

en krabbe kniber et barn, drømmen slut

jeg pakker tasken, har afsluttet med et punktum,
finder en ny kæreste på bunden

finder udgangen og nærmeste offentlige transport
burde sove mig gennem sommeren

jeg holder vejret til jeg kommer hjem

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post534

36

50Posted by Steffen Weiss Thu, July 31, 2014 12:18:45
I dag er udflugt til vandet
elsker det, så længe det ikke skal drikkes

min bog flyder med noter om,
hvordan vi blev hold-kæft-bolsjer
i hinandens mund

ved tanken om dig tænder jeg en smøg,
i trods, for du røg ikke
og De Forenede Bryggerier plejer min gane

ud over havet har jeg råbt halleluja et utal af gange

det eneste svar er skumsprøjt og bølger
de minder lidt om dig

her er ingen stilhed
bølgerne bruser i mine ører
en konkylie ligger og råber på hjælp

kraftigt regnskyl forhindrer min tankegang

blæsten er i øst
og branderten i vest/sydvest

kort når jeg at tænke,
ufatteligt så langt en halvtresser rækker
da et lynnedslag overdøver

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post533

35

50Posted by Steffen Weiss Thu, July 31, 2014 10:59:43

Jeg har ryggen mod muren, altid,
når min smøg hænger i flaben
og jeg spionerer på byens udhæng

i hånden holder jeg den altid kølige øl

hun har et fast håndtryk i dag

mine tanker skriver ord på imaginære
papirer, blækket tørrer hurtigt

jeg har gået flere kilometer gennem byen
end samtlige bryggerheste, gennem årene

min næste tatovering, er en gylden dåse

der er blå øjne ude foran
”Café Hængerøv”
hér taler knytnæver, med stort!

jeg hænger mig ikke i detaljer
et blodigt fortov taler sit tydelige sprog,
ikke et jeg forstår!

der er strøet sand for at suge
giver lidt fornemmelse af strand, i Indre By

tømmer min dåse, slukker min smøg
træt af at glo på nedslåede individer
byen hænger mig ud af halsen

finder mit S-tog, lister hjem
med den røde satan, fra DSB

jeg kan få horn i panden af at tænke på dem!





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post532

34

50Posted by Steffen Weiss Thu, July 31, 2014 07:38:29

Det er nu jeg skifter til
nødsporene på youtube

min øl insisterer på, at slikke mit ansigt

mine digte venter på
finurlige vendinger, i afmagt

jeg lytter til Ultravox – længe siden!

er ikke rigtigt til hymner
nynner med, kan ikke lade være

min computer envejskommunikerer

har sat min USB i indstikssåret, på siden
ruller op og ned i tekster

min smøg begår selvmord, i askebægeret

hoster længe og inderligt
nyder ud-af-kroppen oplevelsen

der kan gå mange øl på en dag,
hvisker min lever til mig

forsøger at lave kaffe, kan brænde alt på!

lige nu vil øllen ligge i arm
gensidigt krammer jeg den

udenfor vinduet krummer månen ryg

jeg kan ikke fordrage katte!





  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post531

33

50Posted by Steffen Weiss Wed, July 30, 2014 17:56:02
Min lever transmuterer
makropolis

Hoegaarden plejer min hals
kæler for mine smagsløg

kysten er en skinnende perle
i den nedgående sols afbrændte himmel

træplankerne på bådebroen
slides af hurtige børne fødder

øl klukker om kap med vandet

mod sten kan alt ske

en krabbe har dukket sig i sanddyngen
i bunden af spanden, leger den skjul?

i min bog har jeg igen spildt ord
den evige nytteløse leg med kapitæler
og versaler

jeg har et fast greb om flasken
ungerne holder mig om hjertet

jeg er ikke en haj til svømning
kravler mig hen til trappen

jeg vådter en smøg ud af pakken
tænder engangsfaklen, svider mit øjenbryn
det sender røgsignaler, ud

lige nu stinker jeg som en overtændt grill
sidste pind i pakken er en taber

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post530

32

50Posted by Steffen Weiss Wed, July 30, 2014 17:55:13

Hver aften er en dans
med de gyldne damer i hånden

mens livløse ord danner krans

på papiret

en flue spilder sit liv i luften
over mig

en cigaret ryger sig selv ihjel
i min mundvig

nede på gaden græder
udrykningskøretøjer

flere bilhorn tuder natten fuld
- biler med ugleøjne

min stue lugter af ensomhed
og lidt af død

der er fest med bajere, og stearinlys
brænder i begge ender

typisk digter!

jeg holder alene tid på dette tidspunkt

min seng er lige så uredt
som da jeg vågnede

udenfor har månen hængt sig
i fuldskab

jeg ser på den – i medlidenhed



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post529

31

50Posted by Steffen Weiss Wed, July 30, 2014 13:28:20
Hele skoven flyder
med frihed

samler det jeg kan
resten efterlader jeg

røgen fra min mund danner ringe

dåsen med øl ligger, velkendt,
i min hånd

skaderne på stien danser
”Gangnam Style”

mine lydpropper i ørerne
spiller skovmusak

det regner, let

mit eksterne øje, fejer over
skovbunden

sammen kigger vi
på de spiselige
svampe

der er nogle der holder
hænderne over
da lynet rammer en træstub

jeg sad der blot, sekunder før

jeg er den lykkelige ejer
af endnu en pilsner

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post528

30

50Posted by Steffen Weiss Tue, July 29, 2014 13:13:52

Du har det med
at ringe, ubelejligt

din stemme er
selve ruheden i livet

jeg selv er flaskebarn

poet, til gåderne

røgen fra smøgen
snor sig spiralt op i himlen

til tider betaler jeg
for meget for livet

ingen afdrag

jeg ville maler et udsnit
af min nuværende vision

tegne kan jeg ikke

skriver i den medbragte stilebog
efterladt i min hånd i syvende

er ikke blevet klogere
blot, ældre



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post527

29

50Posted by Steffen Weiss Tue, July 29, 2014 13:12:03

Efeu, natskygge
hvirvlende tanker
opad stammer

en strammer i hånden
nogle kluk senere, en tom dåse

et papir bortført af vinden
en pen knækker mellem fingre

fuglestøj i baggrunden
løsthængende mundvige

forbandede efterår!

nærved nøgne træer
bare tæer i skoen
der var ikke tid i dag

i lommen larmer en telefon
mobilt fravær

notesbogen overtegnet
et lille, sidste kvad

om hvad?



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post526

28

50Posted by Steffen Weiss Tue, July 29, 2014 13:07:25

Papir, tjek
smøger, tjek

fem tiere i lommen, tjek
åben købmand, tjek
sol, tjek
skyer, tjek

S-tog med åbne døre, tjek
depression med højt blodtryk, tjek

lette briser over Furesø, tjek
bajere i rygsækken, tjek

jeg skriver til mine venner, mens
dråberne fylder min mund

der er ingen tårer i øjnene, mere
en guldsmed danser mod overfladen
snitter den da en aborre snapper
lyden gør mig opmærksom
bådebroen gynger let
vandet klynker mod den

den sidste poet i verden?

Alle andre har mere at skulle sige
nu er jeg utrøstelig
det er nu der skal bades

jeg skrev det på blokken, på broen



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post525

27

50Posted by Steffen Weiss Tue, July 29, 2014 13:04:55

For en flad 50'er kan du både
få papir og livseliksir i halsen

skyerne er trukket op som perler
himlen er blå i sekvenser

vandet slår om mine fødder
jeg skriver om det i vandkanten

notesbogen er slået op på side
ubevidst

jeg kan finde smukke detaljer
i både skum og bølgetoppe

i den sidste tid har jeg foretaget
utallige hovedspring i det uvisse

det burde være os der gik hånd
i hånd på denne strand

men lad os se på fakta
det kommer ikke til at ske

min kærlighed er endt på dåse
jeg kan tømme når jeg vil



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post524

26

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:20:39
Ved foderbrættet stinker der af fred og ro
jeg pisker to "hoddogs" i halsen

voldene kalder på mig, som en savnet gadedreng

solen har fat i den lange ende da den skinner
på rød- og hvidtjørnen lang brinken

en svane på vandet minder mig om dig, graciøs

varmen lige nu er intens, igen har jeg gang i en smøg
jeg slukker den på stien, med min hullede sko

smider resterne i skraldebøtten, halveringstiden af et skod er lang

tankerne om dig ligger i min notesbog i rygsækken, sammen med
de dejligste kolde bajere, udstyret med smukt gyldent tryk

sætter mig på den nærmeste bænk, med tanken rettet mod vandet

her er det jeg søsætter resterne af vores kærlighed, og ser den
synke i horisonten, som en nyfoldet papir båd

jeg rejser mig efter et stykke tid, jeg skal slå smut gennem gaderne



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post472

25

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:20:13
Måske universet ikke er så rart et sted at være?
Stjernerne flygter i nat

jeg er lidt kold i røven, trappestenen gør sin indvirken

det er Indre By, de luskede sidegader, en tændt smøg
en kold bajer i hånden og tanker

der var engang vi var to øl og en cigaret fra en, næsten, forelskelse

under en bro kunne vi nå at drømme os livets afslutning
måske jeg var universet i dine tanker

jeg slår det hele hen da regnen tager til

lige nu er jeg egentlig mere forelsket i den dåse
jeg holder i hånden, end jeg nogensinde forelskede mig
i dig

denne glæde og den Indre By, koster aldrig mere
end en flad halvtresser, og jeg er lykkelig når jeg tager hjem

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post471

24

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:19:33
Vi kaster agn i vandet

solen er nærmest orange mens den hænger
i den sidste strop på himlen

han har opbrugt det sidste Kondi vand

der er det der forunderlige lys i øjnene
han hælder smilene i vandet

jeg forsøger at beskrive en tilstand

mine ben dingler fra badebroen
som hammeren i en klokke

tænk at et så lille menneske, kan have så stor personlighed?

jeg kaster mine tanker i vandet har mistet meget
i den tid jeg ikke kunne holde om hans hjerte

hans tempo er en del af mit vanvid

jeg slukker tørsten i min sidste cola
tager en ny smøg fra pakken

tænker bedre med røg omkring

så runger skoven og bredden af søen
”Far! Jeg elsker dig”!

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post470

23

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:19:04
Vi har vekslet dine sidste kys i banken

jeg hvisker dig i øret
du mangler at indløse mit blowjob

ved ikke hvordan tanken er sluppet ind

denne skov har flere træstubbe
end der var faldne i første Verdenskrig

selvom det blot er en grøft, føles den som en skyttegrav

jeg er det blottede lig
har brugt for mange timer hernede

vidste du overhovedet, at vores brud, blev dit vådeskud?

Jeg elsker at se træerne vokse
høre bladenes hvisken i vinden

når din stemme dukker ud af intet, er den en krattende støj

ser du rigtigt efter er jeg ligene ved Somme
afpillet og skrøbelig, porøs

jeg er den sidste martyr af din forelskelse

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post469

22

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:18:27
Slider alle mine penne

og ordene myldrer på papiret
med larmende tavshed

nogle gange er det befriende i S-tog

jeg har slidt det sidste klippekort op
der er rustaftegninger fra automaten

dato og tid er som altid et udvisket begreb

der flyder stempelblæk ud over
mine fingre, det regner

fra min plads ved vinduet kan jeg drømme

inden jeg forlod dig tog jeg nogle af istapperne med
dem vi begge kæmpede med i forholdet

jeg forbereder min drink i toget

det er utryghed når jeg ser dine ord på skrift
ville gerne konvertere dem til meningsfuldheder

da jeg lukkede din dør, endte vi et kapitel

lige nu forsøger jeg at finde en rød tråd
så ordene kan ligge og hvile på siderne

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post468

21

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:17:46
Ryger næsten altid mentol
det er den grønne farve på æskerne

i nat skåler jeg med månen, den er fuld

røgen stiger op mod den som en offergave
gløden lyser i mørket, jeg er mærket med nikotin

jeg ofrer mine ord i bogen, som er midlertidigt ly

der er et tusinde skridt, og fire spytklatter
til jeg kan holde om dig

vi spillede om kærligheden, nu klynker jeg til månen

når jeg hoster, kan jeg mærke lungerne står i halsen
det er lidt en ud-af-kroppen-oplevelse

når vi taler sammen, er det på lydløs

månen spejler sig i søen, det er et muntert syn
mit derimod er ynkeligt

om jeg begriber at slå smut med mit hjerte

den sidste halvtresser er vekslet i, røgslør
og tomme Gyldne Damer

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post467

20

50Posted by Steffen Weiss Wed, March 19, 2014 12:00:29

Det er ulykken der har valgt
hun er fangarme der rækker ud

safterne stiger i min taske

jeg er pendler mellem lykke
og u

fuglene er trætte af at flyve lavt

i luften er der helvedes larm
selv spurvene har jetjager lyd

jeg valgte hovedpinen i dag, i går

dette hegn giver ingen læ mod støjen
og vejen buldrer bag glasfacaderne

det er alle de forkerte valg i dag

der er fugtigt græs og fugtige læber
hun er den støj jeg fodrede mit mareridt med

jeg finder det smukke i dagen frem

det er solen der hvisker det
jeg er bare en god lytter



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post466

19

50Posted by Steffen Weiss Thu, November 14, 2013 09:25:07
Pegefingeren løftet, markeret, til læberne
som for at tysse på naturen

det er stilheden omkring, og bækkens rislen
græsstrået der hænger fra mundvigen

solen der hæver sig fra horisonten
følelsen af en ny dag og en krop der strækkes

træt ryg, stive lemmer, en krøllet sovepose
en busk og et beskyttende løv

en træt blyant løber over en hvid side
trækker streger af lystfyldte tanker

lytter du til papiret kan du høre kys flække stilheden
høre tårer der rammer en overflade med uformindsket kraft

der er fuglesang i de grafitholdige sving og krumninger
og enkelte stavefelj flettet ind som nødvendigheder

det er de mentale rejser ud over uendelige vidder
dem der vrider lykke og lyst ud af kroppen

alt er så langt væk fra følelser og væren til
at det der dukker op i nuet er almindeligheder

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post346

18

50Posted by Steffen Weiss Thu, November 14, 2013 06:23:46
Desperationen lyser ud af hendes bevægelsesmønster
hun traver rundt i forvirrede cirkler

hun har satset alt, intet finder hendes vej
kablerne til fornuften, er revet over

hun forstår ikke at en ”Hail Mary” kan forandre øjeblikket
og indenfor to sekunder er verden styrtet

at livet kan gå på overtid, finder hun mærkværdigt
hun har ikke grønne fingre

men bolden lever videre hvert år, hver weekend
for alle andre giver det ikke mening

en lykkefølelse kan ikke købes for penge
men der kan satses mængder på ufornuft

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post345

17

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 11, 2013 14:58:42
Jeg ville servere æg til morgenmad
men dette er alt jeg har at gi, hun spreder sine ben

dette er morgenen hvor duggen sidder tæt
i stedmoder og morgenfruer

der er dampende kaffe i køkkenet
og en kvinde ved siden af

jeg er ikke sen til at tage udfordringen
det er næsten altid hedt i dette selskab

hun er Afrodite forklædt som ulv
er forslugen i min krop

jeg er et brugt hylster
i en uglet seng

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post344

16

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 11, 2013 10:49:49
Hun er i sit livs efterår
har mange fællestræk med træernes løv

alle hendes nuancer skinner
ud gennem hendes øjne

jeg har taget min pen i hånden
vil beskrive hende, med et digt

det er som siden kollapser
i takt med ordenes knitren på papiret

hun smiler et lykketræf ud ad munden
jeg kan mærke det varme kys på mine læber

jeg bundfælder ordene på det linjerede papir
om hende står efterårets aura

lige om lidt er jeg et vissent blad
om hendes fødder, hun er smuk

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post343

15

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 11, 2013 08:40:31
”Der er ikke mere historie tilbage”! siger hun
gemmer smilet i tasken

der er trukket forlængerledninger til foråret
før vi kan tænde, skal et forhold være tilsluttet

vi er efterårets sikringsskabe
der går en ”prop” af og til

lige nu er der kun udsigt til tedage
garnerede med andedunsdyner

Der er SLET ikke langt til fnugtid
og vintertæppers hærgen, omkring os

”Jeg tænder nu”? siger hun
jeg frygter en kortslutning, holder hendes hånd

lover at i morgen bliver en bedre dag
kan næsten mærke varmen

det er en falsk følelse, når hun ligger lige ved siden af
der er varmt under betrækket

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post342

14

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 11, 2013 08:39:55

Smask forelskede dage
returneres som dunkle skyer

der er hverken hold i virkelighed
eller sky fantasier

regnen siler ned, det er dårlig placering
når læ er fire tætbevoksede kæppe

notesbogen lider uoprettelig skade
tuschen flyder ud, som skriften breder sig

eneste selskab er tomme dåser
et kamera på on

trætte dråber græder fra hængende graner
der er spejl i dem, af lykke

S-toget skriger i det fjerne
det er et ulykkeligt spor

stationen er et hellested fra regn
og sørgelige skyer



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post341

13

50Posted by Steffen Weiss Thu, November 07, 2013 08:14:48
Hun holder krampagtigt fast
om skæftet på paraplyen

den er det eneste værn
mod omverdenen, og regn

hun sender en spidset mund
mod mig før hun border bussen

i hendes verden er alt gult
den evige tryghed

jeg er usikker, måske nærmest
bekymret, for kys

har ikke et svigt indeni
kigger længselsfuldt efter trafikken

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post338

12

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 06, 2013 17:13:28
Vi er endeløse kyssere
i en udtørret flodseng

holder hænderne for munden
for ikke at slippe vandet løs

drukner hvis vi ikke holder igen
vi lukker øjnene og håber

Vi kunne være fjerne regnskyl
hvis bare vi fik flere minutter

i denne kedel af udslukte drømme
og håbeløse kyskast

og holder jeg dig tæt ind til mig
sveder vi nærværet ud

Det burde bruse og buldre af kærlighed
lige her hvor vi står

men ikke en lyd forlader vores læber
ingen fugle synger i nærheden

det støver utallige mundes blafren
af usagte ordstorme

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post337

11

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 06, 2013 07:30:45
Det ER ikke en dør der vil bankes på
den har været lukket længe

i den tid har jeg vokset spindelvæv
på mine følelser

mit hjerte har egentligt ikke slået siden
jeg har det som en blodprop

der er en indlæggelsesseddel i min kalender
men ikke et ord om, hvor jeg skal henvende mig

der er visnede blomster i din have
det er længe siden du har besøgt, udendørs

her hvor jeg står, er mågerne triste
og de egern der er, er ved at finde hi

Hvordan jeg kan se det?
de har nødder i munden!

Jeg har ikke opsøgt "gamle" steder længe
de er stadig helligdomme

jeg kan se det med det blotte øje
se, det er klarsyn

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post335

10

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 06, 2013 06:56:29
Kun de indviedede blyanter
kender mine ord

men de kender i mindste vejen
henover papiret i min bog

et S-tog kan være fjendtligt anlagt
når det lukker sine døre

Den nat stjal det mine ord
lagde dem på skinner

overfor sidder hun, pudser glorien
den bliver skinnende, ren

der er urent trav i min mund
det er som klodser ud af munden

jeg er glad for pladsen i min taske
der er optaget, af for få dåser

nu blinker hun et smil henover gulvet
det humper, rytmisk til togets bevægelse

alt for hurtigt standser vi ved en station
hendes plads er tom da vi igen sætter af

kun en tåbe frygter et smil
ser mig længselsfuldt tilbage

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post334

09

50Posted by Steffen Weiss Wed, November 06, 2013 06:36:34
Det er næsten sundt, tænker jeg
sætter den ene fod foran den anden

går ad stier, og ikke
bare et par timer, slår skoven ihjel

der er et par timer til solformørkelse
jeg har altid et glimt i i øjet, her

alt for meget ro giver lidt kuldegysninger
en brise holder let om min krop

finder en træforladt stub
tænder for en pilsner

dette er tankeflugt
fuglene forstår det ikke, synger videre

et spindelvæv bliver til, et stykke herfra
jeg forstår det ikke, drikker videre

højt over, er luften blå
der er kun nogle få, skyer på

så kommer hun, helt uinviteret ind igen
jeg renser mine tanker, med endnu en slurk af dåsen

det er fandens jeg ikke kan få lidt ro
der er alt for lidt plads i denne verden

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post333

08

50Posted by Steffen Weiss Tue, November 05, 2013 13:41:24
Jeg har bar røv
står i vandkanten

giver det nogen mening
tænker jeg og fører min øl op til munden

lige nu har jeg en lille pik mellem benene
imens jeg tænker på at skrive et digt

øllet smager godt når man står i vand til livet
ænderne larmer ude på søen

jeg planter min øl i brystlommen
skriver lidt i notesbogen

det blæser op til regn
når det tordner føler jeg mig hjemme

i skovens dybe og stille ro
spiller i hovedet

jeg kan ikke slippe ensomheden
den hænger ved som harpiks

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post331

07

50Posted by Steffen Weiss Tue, November 05, 2013 13:18:30
"Det er Latte" siger hun, peger på glasset
"Guldøl" siger jeg peger på mit

"Vi har begge skum på" siger jeg og smiler
"Ja, godt observeret" siger hun og går

det er længe side jeg sidst har scoret
kvinder, tænker jeg

jeg bøvser lidt indeni
har gjort det tusinde gange før

"Er du utilpas" spørger hun da jeg ser hende
"Jeg har altid været utilpasset" svarer jeg

hun griber sin Chai Latte og går
måske jeg skulle prøve en Cappucino

Jeg slår det hen som en forvirret tanke
du scorer sg'u ik' en kvinde på en café

Jeg bestiller en ny guldøl, med skum
bare denne, så går jeg hjem

hjem, er en hyggelig forstads lejlighed
med store vinduer og et par altaner

et sted uden det store overblik
lejligheden minder om mit liv

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post330

06

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 19:34:46
"Det er gentagende "Happy Hour" når du kigger forbi"
jeg kan ikke se det sjove i bemærkningen

hun stiller fem guldøl foran mig
knapper dem op, en efter en

jeg ka' nu godt li' humor
specielt hendes, opdager jeg

jeg er endelig i øjenhøjde med baren
det er vældig gode stole der er her

jeg hilser altid
på den første flaske

så på bartenderen og hendes smil
ruller en smøg ud af pakken

det er sådan en dag jeg kører stærkt
og det går ned ad bakke

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post329

05

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 19:25:55
Jeg vil spille fisk med mig selv
om dagens udflugtsmål

et spil kort har jeg købt
og tre øl ligger klar i tasken

jeg klipper lidt zoner
på kortet, i min hånd

når der er fire ens kan
turen begynde at ta' fart

jeg er kommet lidt for langt
spar es er alt for værdifuldt

der er altid vådt hernede
mine sko svupper når jeg går

de var røde da jeg drog afsted
nu er det længe siden

jeg ved de byggede dæmninger
før jeg rejste derfra

der er ikke mange forandringer
stationen ligner sig selv

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post328

04

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 19:07:06
Jeg har købt 10 blyanter
en notesbog

der er to pilsnere og
et øje i min rygsæk

der er en meget smuk sø
en jeg vil skrive om

der er koldt på jorden
en blyant bliver maracas mellem fingrene

en fugl flyver meget lavt
benspændes af bølgerne derude

øjet knipser fuglens endeligt
en pilsner følger min bevægelse mod munden

himlen åbnes ovenover
der er ingen sko til dette vejr

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post327

03

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 10:43:03
Sandet hader mine fødder i dag
kystlinjen har trukket sig lidt tilbage

der er en cigaret der ryger
mine fingre op

den anden hånd holder fast
i det blanke greb på dåsen

jeg åbner munden og sluger
lidt af eliksiren i den

mågerne skriger i det fjerne
de vil ha' fisk igen i dag

ude på vandet stryger stålet
let over fladen

jeg har set utallige containere
flyde forbi, gennem årene

mit kamera blinker skælmsk til vandet
solen er ved at gemme sig i bølgerne

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post326

02

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 09:43:36
Jeg står af lige her
fire zoner fra livet

i min taske har jeg noget
af livet liggende

her er en endzone
af en station

foran ligger nøgne marker
de kunne have genlydt af lærker

der er helt sikkert ugler
i den lade jeg ser for mig

det er læ på en regntung dag
mine ben fører mig

jeg har taget kalejdoskopet med
haver og landbrug er sjovere at se på

ved hovedbygningen har de hejst
et Dannebrog, det er smukt

fører mit kamera op mod øjet
det er halv Nelson at kigge gennem det



  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post325

01

50Posted by Steffen Weiss Mon, November 04, 2013 09:43:10
To bajere, en pakke smøger
er mine våben i dag

jeg er forklædt i digte
og våde papirer

mellem mig og skriften
står skoven og blærer sig

den er nøgen
jeg er hudløs og ærlig

det er jeg altid
på første linje

jeg ville svigte den
men jeg ved den aldrig forlader mig

jeg har altid et udestående
med træer

  • Comments(0)//301c.smaaby.dk/#post324